Husk testamente ved boligkøb

Når du står og skal købe en bolig med din partner, kan det anbefales, at I sørger for at sikre hinanden, så den ene af jer ikke pludselig står i en meget uheldig økonomisk situation, hvis den ene dør, bliver dement eller, hvis I bliver skilt. Du og din partner kan sikre jer ved at oprette et testamente i forbindelse med boligkøbet. Men der er også andre muligheder for at sikre jer. Dem kan du læse om herunder.

Det er en nødvendighed

Mange bryder sig ikke om at tale om muligheden for dødsfald, ulykker, sygdom og skilsmisse. Det er ikke det, der fylder i tankerne, når den nye bolig skal købes. Men det er en nødvendighed at overveje de ting, der kan ske og sikre sig mod dem så godt som muligt. Det giver tryghed at vide, at I har sørget for jer selv og jeres nærmeste på bedste vis.

Testamentet er vigtigt

De fleste fokuserer udelukkende på at få købsaftalen på plads, når der er tale om en bolighandel. Der er dog andre dokumenter, I bør fokusere lige så meget på. Har du og din partner for eksempel ikke skrevet et testamente kan I risikere, at I skal købe jeres børn ud af boligen for at kunne blive boende. Er du og din partner ikke gift er det særlig vigtigt at huske testamentet. Skulle en af jer gå hen og dø, vil den efterlevende partner nemlig ikke arve den afdøde.

Husk eventuelt også ægtepagten

Det kan ligeledes være en god ide at oprette en ægtepagt i forbindelse med giftemål og boligkøb. Især hvis der er stor forskel på den formue I fører ind i ægteskabet. Ellers kan det betyde et stor økonomisk tab for den af jer der havde den største formue. Opretter I ikke en ægtepagt om særeje eller lignende, får du og din partner automatisk fælleseje, når I bliver gift. I kan kun oprette en ægtepagt, hvis I er gift.

Fire vigtige dokumenter

Ud over købskontrakten er der fire dokumenter, som du og din partner skal være opmærksomme på, når I køber jeres bolig:

For ugifte par: Samejeoverenskomst

I en samejeoverenskomst bliver I enige om, hvordan det skal foregå, hvis I ikke vil eje huset i fællesskab mere. Det drejer sig blandt andet om forkøbsret, hvem der kan bo i huset til, det er solgt og, hvad I skal gøre, hvis I ikke er enige om præmisserne – I har måske skudt forskellige beløb i huset ved købet. Det er langt lettere at opnå enighed om alt dette, når I har det godt med hinanden end, når I måske er i konflikt pga. en skilsmisse.

For gifte par: Ægtepagt

Når et par gifter sig får de helt automatisk fælleseje, hvis ikke de gør noget aktivt for at forhindre det. Når det drejer sig om et huskøb, kan det for eksempel være at den ene part har lagt flere penge i huset end den anden. Bliver parret siden skilt vil overskuddet blive delt ligeligt mellem partnerne, hvis ikke der er lavet en ægtepagt, som sørger for at den part, der skød mest i huset også får mest med sig derfra.

For alle par: Testamente

Når et menneske dør er der helt klare regler for hvem, der arver. Det er arverækkefølgen, der anviser arvingen. Er I ikke gift, eller er I gift men har hver jeres børn, er det en rigtig god ide at få udarbejdet et testamente, der sikrer den, der står tilbage i tilfælde af et dødsfald.

For alle par: fremtidsfuldmagt

I 2017 indførte man fremtidsfuldmagten. Den gør det muligt at give pårørende en fuldmagt til at tage beslutninger på ens egne vegne i tilfælde af, at man på grund af visse sygdomme eller omstændigheder ikke er i stand til at træffe dem selv. Det kan for eksempel være i forbindelse med demens og ønsket om at sælge en bolig.